Sådan startede min update på Facebook og Instagram i går.
Min kære elskede morfar fik endelig fred og forlod denne jord.
Vi havde siddet og holdt dig i hånden hele natten. Din datter og jeg, på hver sin side af dig, med en hånd på dig. Lyset var dæmpet, og din dårlige hurtige vejrtrækning blandet med radioens stille musik var det vi hørte hele natten. Ind imellem var du utilfreds, og så blev vi hevet af vores døs, rettede lidt på din dyne, rørte ved dig, fugtede dine læber med lidt vand, inden vi igen tog din hånd og vi alle døsede lidt hen.
Det sidste døgns tid kunne vi ikke kommunikere med dig, men du reagerede alligevel når vi talte til dig, lindrede dine smerte og rørte ved dig.
Søndag morgen fugtede vi for sidste gang dine læber, og kort tid efter blev din vejrtrækning pludselig meget dybere og længere imellem. Pludselige var der ikke lang tid igen, så vi greb hver dine hænder, nussede dig på kinden, fortalte at vi elskede dig, ønskede dig en god tur, sagde at det var ok at du slap og at vi ville savne dig.
Søndag den 12 oktober 2014 kl. 09.07 mistede jorden en af de bedste mennesker i verden, men himlen blev en stor stjerne rigere.
Dengang jeg blev født, var min mor alene med mig, og derfor blev min mormor og morfar er stor del af min barndom. Vores lille firkant holdte sammen. Selvom familien blev udvidet med min far, søster - og der kom fætter og kusine til, så var der stadig noget helt specielt imellem os fire. Desværre mistede vi min mormor i en alt for tidlig alder, men det bedste det førte med sig var at min morfar og jeg fik et endnu tættere forhold.
Alt det han har gjort for mig og min mor i min barndom, har jeg prøvet bare tilnærmelsesvis at give igen efter at jeg på papiret er blevet voksen.
Hvad ham og jeg ikke har lavet af små aftaler - som "vi bare ikke fortæller de andre", det kan jeg jo ikke fortælle om, men der har ikke været få.
Min morfar og jeg havde et helt specielt forhold, et forhold som var fyldt med en helt speciel kærlighed. En kærlighed jeg nu alene skal bære alene, og som fylder så meget og presser mit hjerte så meget sammen, at jeg vil gøre alt for at skrue tiden tilbage så vi stadig kunne mindes de gode tider.
Da han i de senere år begyndte af udvikle Alzheimer blev det hele meget svære for ham. Hans kæreste har gjort et kæmpe stykke arbejde. Dog ringede han stadig hver weekend, kørte bil alt for lang tid (takker i dag for at ingen er kommet til skade), men alligevel så var jeg "hans pige" - og som han blev ved med at sige indtil små 14 dage før han døde: "jeg har altid holdt meget af dig min pige".
Min morfar smed sig ellers ikke omkring sig med kærligheds erklæringer og søde ord - men forleden dag fortalte jeg ham at jeg elsker ham, og han svarede igen at han elskede mig. De ord er i dag så dyrbare, og jeg håber at jeg aldrig glemmer dem.
Han aldrig mistet noget så dyrbart i mit liv før - troede jeg havde prøvet at føle sorg, men intet har været i nærheden af det jeg føler nu.
Jeg grinede af lettelse i går, græd af sorg og savn, legede praktisk gris og overskudskvinde. I dag de samme følelser, men også vrede og afmagt.
Min blog vil nok det næste stykke tid indeholde historier og anekdoter om min elskede morfar.
Bloggen har også ligget stille nu, så det positive er at der nu er aktivitet - og måske jeg finder glæden ved at skrive igen.
Bloggen vil blive brugt som en mindebog, for ønsker aldrig at glemme min morfar - og tænk hvis jeg er så uheldig at få samme sygdom, så har jeg her et sted hvor jeg kan genoplive minder og oplevelser igennem livet.
Håber I bærer over med mig - men mit hjerte har mistet en del af sig, og jeg er bange for det aldrig bliver helt på samme måde igen.
 |
| Ære være dit minde |
